Historik

Danske Anlægsgartneres historie – kort

Som fag har anlægsgartneri altid været der for så vidt der altid har eksisteret haver og parker. De arbejdsopgaver anlægsgartnere udfører i dag har århundrede lange aner hvor herregårdsgartneren og brolæggeren har nøgleroller. Men som profession er anlægsgartnerfaget fra sidst i 1800-tallet og altså kun omkring 130 år.

Dengang tilbød byernes blandede ‘handelsgartnerier’ ofte at plante træer og buske og efterhånden at anlægge hele haver inklusive de belægninger og støttemure der fulgte med. Dem der specialiserede sig i dette arbejde blev kaldt anlægsgartnere, og det hedder de stadig. Efterhånden opstod der også virksomheder der alene arbejdede med anlægsgartneri.

Det erhvervsmæssige udgangspunkt var byernes nye velhavende villakvarterer, men senere sprang anlægsgartnere over havegærdet i takt med at byerne og samfundet udviklede sig. Fagets særkende – koblingen af jordbrug og byggeri – blev dog bevaret, og faget forblev primært et byfag.

I 1902 blev den første arbejdsgiver- og brancheforening for anlægsgartnere oprettet som reaktion på de nye fagfore­ninger. ‘Foreningen for arbejdsgivende anlægsgartnere’ hed den nye forening som 8 virksomheder stiftede med V. Fabricius Hansen som den første formand.

Foreningen skulle – som i dag – varetage medlemmernes interesser over for fagforeningerne, men man indførte også ensartede priser. Dengang var konkurrencereglerne ikke så stærke. Allerede fra 1920 udgav foreningen også sit første blad, det faglige magasin ‘Havekunst’.

Planter og villahaver var det dominerende arbejde, og arbejdet foregik mest med spade, rive og trillebør. I takt med at byerne voksede, blev der flere anlægsgartnervirksom­heder, mest i de store byer. Medlemstallet steg. Og opgaverne blev større. Parker og kirkegårde kom til, og i 30’erne blev det nye sociale boligbyggeri et nyt marked. Og i takt med at byggeriet blev mere åbent og grønt, fik anlægsgartnerne større roller.

De nye opgaver ændrede også arbejdet, især fordi jordarbejdet blev mere omfattende. Trillebøren og spaden slog ikke længere til, heller ikke heste og markredskaber. I løbet af 50’erne kom der entreprenørmaskiner og biler ind i faget. Undervejs blev der færre af de mange småfirmaer, mens andre begyndte at vokse sig store. Fra 500 medlemmer i starten af 50’erne sank medlemsantallet til knap 200 omkring 1980. I dag er det godt 200.

Længe inden havde foreningen skiftet navn flere gange. I flere år hed den ‘Dansk anlægsgarter- og havearkitektforening’. Der var flydende grænser mellem anlægsgartne­ren og havearkitekten, men en specialisering var i gang og i 1931 dannede havearkitekterne deres egen forening og fik nogle år senere ‘Havekunst’ med.

Dermed hed foreningen Dansk Anlægsgartnerforening. Den fik i 30’erne konkurrence fra ‘Dansk Provinsanlægsgartnerforening’ og ‘Københavns og Omegns Anlægsgartnerfore­ning’. Alle tre blev dog i 1950 lagt sammen i ‘De Samvirkende Danske Anlægs­gartnerforeninger’, først som en paraply, men i 1957 som en regulær landsdækkende forening med lokale kredse og navnet ‘Landsforeningen af Danske Anlægsgartnere’.

Ønsket var en mere slagkraftig forening der passede til nye tider og den vækst der var i gang, også i byggeriet. Det skete bl.a. med det første foreningssekretariat i 1958, i starten kun med én medarbejder installeret hos landsforman­den. Fusionen betød også et nyt blad ‘Anlægsgartneren’ der i 1983 blev til det bredere orienterede Grønt Miljø. En konsulenttjeneste inden for fag og jura kom til i 1971. I takt med bl.a. antallet af medarbejdere, har sekretariatet flyttet adresse flere gange, men har siden 1997 – med et toårigt mellemspil i Håndværkets Hus – boet i sin ejendom på Frederiksberg.

For at styrke den erhvervspolitiske indsats blev foreningen i 1965 medlem af Håndværksrådet, et medlemsskab der er fortsat til i dag. Tilslutning til en hovedorganisation på overenskomstsiden ventede helt til 1987 da foreningen blev meldt ind i Sammenslutningen af Landbrugs Arbejdsgiverforeninger og siden i Dansk Arbejdsgiverforening hvor Danske Anlægsgartnere – foreningens navn siden 2001 – er medlem i dag.

Gennem årene er opgavetyperne kommet og gået, steget og faldet. Byfornyelsen skabte mange nye opgaver og villahaverne vendte tilbage som en større opgave. De mere entreprenørprægede opgaver som større jord- og ledningsarbejder gled over til entreprenørvirksomhederne, men afvanding og kloak er de senere år vendt tilbage bl.a. fordi lokal afledning af regnvand er blevet almindeligt.

Branchen har altid udført både anlægsarbejde og pleje. Denne dobbelthed har i nogle tilfælde været med til at dæmpe de mange konjunkturudsving i tidens løb. Det er dog kun i de seneste årtier at store plejeopgaver efter udbud har spillet en stor rolle. Netop udlicitering af offentlig drift har været et stort erhvervspolitisk emne i mange år.

Et andet stort emne i hele foreningens historie har været rekrutteringen til faget og uddannelsen. Anlægsgartnerne blev fra starten rekrutteret fra gartnerstanden, men også mange herregårdsgartnere og landmænd søgte over i faget og måtte omskoles til anlægsgartneri i virksomhederne.

Lærling i anlægsgartneri kunne man først blive fra 1948, og i starten kun som halvdelen af uddannelsen. Inden da holdt anlægsgartnerforeningen kurser, bl.a. med sin mangeårige ‘fagskole for anlægsgartnere’ i samarbejde med Teknologisk Institut. Der opstod også dagkurser for ledige i samarbejde med fagforeningen. I 60’ernes højkonjunktur opstod ‘Gartnerfagenes Efteruddannelse’ hvor anlægsgartneriet var med. Det blev i 70’erne til specialarbejderkurser, de senere AMU-kurser som stadig er talrige i faget. I dag tilbydes EUD-uddannelsen inden for anlægsgartneri på flere fagskoler, og bagefter kan man blive jordbrugsteknolog og derfra fortsætte i uddannelsessystemet.