Husk at varsle ferielukning mellem jul og nytår

07-10-2024

Hvis din virksomhed holder lukket mellem jul og nytår, skal du huske at varsle det over for de ansatte senest én måned før ferien begynder. Varsling af juleferien skal ske skriftligt. Der kan ikke afholdes ferie på helligdage.

Modtager medarbejderne ikke skriftligt varsel rettidigt, har medarbejderne krav på løn under julelukningen for så vidt angår de dage, som ellers ville være almindelige arbejdsdage.

Såfremt medarbejderne ikke har optjent tilstrækkeligt med ferie til ferielukningen, kan medarbejderen bruge feriefridage, eller man kan aftale ferie på forskud.

Hvilke dage skal medarbejdere have udbetalt SH mellem jul og nytår 2024?

HENT KALENDEROVERSIGT HER

Særligt på Indendørsbeplantning overenskomsten

Medarbejderen har ret til en hel ekstra fridag, som enten placeres den 24. december eller den 31. december. Fastlæggelsen af fridagen sker efter drøftelse med den enkelte medarbejder og under hensyntagen til virksomhedens tav.

Særligt på Golfbaner overenskomsten

Hvis medarbejderne normalt arbejder om lørdagen vil lørdag den 28. december også være en normal arbejdsdag.

Arbejde på en SH-dag

Hvis de timelønnede medarbejderne arbejder på en helligdag eller en overenskomstbestemt fridag, skal de både have udbetaling fra SH-kontoen og overarbejdsbetaling for de præsterede timer på 100%.

Hvis funktionærlignende medarbejder eller elever arbejder på en helligdag eller en overenskomstbestemt fridag, skal denne have en erstatningsfridag og overarbejdsbetaling for de præsterede timer på 100%.

Udbetaling af SH-konto og fritvalgsopsparing

Timelønnede

Timelønnede skal have et eventuelt restbeløb på deres SH (og fritvalgsopsparing efter medarbejders ønske) udbetalt med den lønperiode, der ligger tættest på den 31. december.

Elever og Funktionærlignende ansatte

Opsparingen kan efter aftale udbetales efter samme regler som for de timelønnede, dog minus 1%, som er ferietillæg. Den 1% i ferietillæg skal udbetales efter ferielovens regler. Dvs. ved afholdelsen af ferien eller ved lønkørslen i maj og august.