Du har lavet (eller skal til at lave) et fantastisk udeanlæg som er offentligt tilgængeligt.
Flotte udeanlæg er selvfølgelig dit arbejde. Men nogle gange er der alligevel tale om noget særligt, og det vil avisen gerne høre om.
Lokalaviser skriver som udgangspunkt helst om forandringer i lokalområdet, og her er et nyt grønt område, en renoveret plads eller lignende en af de mest konkrete og tydelige forandringer. Kort sagt – lokalmedierne er interesserede i dit arbejde.
Derfor skal du ikke være bleg for at ringe dem om og fortælle om projektet.
Du behøver ikke have en hel historie klar. Det er journalistens opgave. Du kan bare ringe og helt ærligt forklarer, at du ikke har stor erfaring med at kontakte pressen, men at I er meget stolte af et nyt udeanlæg, som i har lavet/laver/skal til at lave og at du gerne vil høre, hvem du skal snakke med.
Måske har de tid til at komme ud og fotografere og tale med dig eller med bygherren. Måske vil de have dig til at sende fotos og tekst. Her kan de fleste mobiltelefoner i dag tage fotos i acceptabel opløsning.
Alternativt kan du høre bygherren (kommunen/børnehaven/foreningen mv.), om de kontakter lokalavisen selv. Det er de ikke altid opmærksomme på at gøre, men det er en meget effektiv måde at få hul igennem til avisen. Det bliver nemlig ikke anset for reklame, modsat hvis en privat virksomhed ringer for at promovere deres eget arbejde.
Fremgangsmåde: Hør din kunde om, de har tænkt sig at kontakte medierne om anlægget. Hvis ikke, så spørg om du må. Ring derefter til den/de lokale avis(er) og spørg, hvem du skal tale med, og præsentér derefter anlægget og spørg, om de har lyst til at komme ud og se det og skrive om det, eller om de hellere vil have tekst og foto fra dig.
De fleste journalister elsker før/efter fotos, så sørg altid for at få taget fotos undervejs.
Teksten skal du ikke bekymre dig om. Ofte vil i fra bygherren have modtaget en beskrivelse af projektet, eller du kan selv forfatte 3-4 linjer om, hvad anlægget går ud på og hvilke materialer/planter der bliver brugt. Journalisten skal nok rette og omformulere, så du skal ikke bekymre dig om stavefejl eller at du ikke ved, hvad du skal skrive. Bare skriv, hvad du har gjort. Du har forandret de lokale omgivelser. Det er altid en god historie.
Husk også dit fagblad Grønt Miljø. Kontakt redaktør Søren Holgersen på sh@dag.dk.
Hvad kan DAG gøre?
Du er meget velkommen til at ringe til Markedsføringsudvalget eller til journalist hos Grønt Miljø og Danske Anlægsgartnere, Lars Thorsen (T: 61169394), og få et godt råd eller en dialog om, hvordan du bedst får udbredt kendskabet til dit projekt – med så lille indsats som muligt.