Anlægsgartnersvend modtager medalje og håndtryk fra HKH Dronning Margrethe

10-05-2023

Medaljefest på Københavns Rådhus. Her ses Christian Brock (tv) – direktør og ejer af DAG-medlem J. Brock & Søn A/S – sammen med hovedstadens dygtigste, nyudlærte anlægsgartnersvend Susan Panduro Jacobsen og Danske Anlægsgartneres landsformand Søren Sømod.

Der var både lovprisninger og royale håndtryk til et væld af nyudlærte håndværkersvende, da Håndværkerforeningen København afholdt den årlige medaljefest på Københavns Rådhus tirsdag den 9. maj.

HKH Dronning Margrethe var mødt op for at hylde hovedstadens dygtigste, nye håndværkere – ikke mindst Susan Panduro Jacobsen, der som den eneste anlægsgartner var indstillet til den fine æresbevisning. Susan har været i lære hos DAG-medlem J. Brock & Søn A/S, som naturligvis er ganske stolte over deres dygtige svend.

Danske Anlægsgartneres landsformand Søren Sømod var også på pletten for at ønske et stort tillykke til Susan Panduro Jacobsen, som var blevet indstillet af Københavnskredsen i Danske Anlægsgartnere.

Den københavnske tradition med at uddele medaljer til håndværkersvende går helt tilbage til 1867, hvor der blev uddelt 3 medaljer. Der bliver aldrig uddelt guldmedaljer for at vise, at selv den dygtigste, nyudlærte svend stadig har noget at lære.

I alt blev der uddelt 79 medaljer i år: 46 Håndværkerforeningens sølvmedalje, 24 Håndværkerforeningens bronzemedalje og 9 Massmannske sølvmedaljer. Derudover bliver der uddelt legater for omkring 1 mio. kroner. De 70 modtagere af Håndværkerforeningens medalje er fordelt på 20 forskellige fag – herunder til én enkelt anlægsgartner.

Stort tillykke til Susan Panduro Jacobsen og tak til J. Brock & Søn A/S for at løfte deres del af ansvaret for at uddanne fremtidens grønne fagfolk!