PRESSETIPS
– sådan kommer du i medierne

Vi har udfærdige en fremgangsmåde for markedsføring i forbindelse med diverse begivenheder, der finder sted hvert år.

Denne guide fokuserer primært på, hvad du kan gøre omkring markedsføring af svendeprøve, medaljetildeling i forbindelse med svendeprøverne eller fra div. håndværksforeninger, ved din elevs deltagelse i DM i Skills (hvor der også er en skabelon til en pressemeddelese du kan sende) samt EuroSkills.

Afslutningsvis finder du et udkast til fremgangsmåde omkring markedsføring af et lokalt anlægsprojekt.

SVENDEPRØVE:

En af dine dygtigste elever skal i gang med sin svendeprøve.

Der er altid reportager og tv-klip af gymnasieelever, der løber/kører glade rundt med huer på. Der er meget sjældent pressedækning af svendeprøverne. Det er en fejl, og det er de godt klar over ude på redaktionerne. Der har nemlig været meget fokus på fordelene og vigtigheden af erhvervsuddannelserne i de seneste år. Derfor er svendeprøverne en oplagt chance for at få din elev (og måske din virksomhed) op i rampelyset.

Fremgangsmåde:

Lad andre gøre arbejdet. Spørg dit lokale uddannelsesudvalg (LUU), om de har tænkt sig at gøre noget. Der er større chance for lydhørhed fra pressen, hvis det ikke er en privat virksomhed men en større forening/organisation, der kontakter dem.

Det kan også være, at skolen selv har planlagt nogle presseaktiviteter. Kontakt dem og fortæl eventuelt, at hvis de taler med pressen, er du klar til at stille op til interview om vigtigheden af at uddanne elever og selvfølgelig hvor stolt du er. Du kan evt. anbefale dem at kontakte tv (fx de regionale TV2-stationer). På grund af den ovenfor beskrevne mangel på dækning af svendeprøverne, er der en reel mulighed for, at det lykkes at få tv ud.

Du kan også vælge selv at kontakte den lokale avisredaktion og spørge, om de kunne være interesseret i at dække svendeprøverne. Her er det selvfølgelig mest oplagt at komme ved afslutningen, hvor karaktererne og anlæggene er på plads. Men det kunne også være interessant for dem at lave et fokus på erhvervsuddannelserne og følge svendeprøven løbende, altså komme forbi to eller tre gange i løbet af prøven og til sidst.

Og husk at journalisten gerne vil have, at du ringer. De bliver kontaktet hele dagen men vil langt hellere skrive om en dygtig, lokal elev end mange af de andre reklame-/markedsføringsidéer, som folk ringer til dem om.

MEDALJER:

En af dine færdigudlærte elever får medalje fra erhvervsskolen og/eller håndværkerforeningen i dit lokalområde.

Tillykke!! Det skal omgivelserne have besked om. Både fordi elevens venner, bekendte og familie bør vide, at de virkelig har noget at være stolte over, og fordi det på én gang fortæller dine nuværende og kommende kunder, at du har dygtige folk og løfter dit uddannelsesansvar og er en værdifuld virksomhed for lokalområdet.

Fremgangsmåde:

Du har en travl hverdag. Men det kræver ofte ikke den store indsats at komme i lokalavisen. Især ikke med historien om en voldsomt dygtig lokal elev.

Som regel kontakter skolen eller/og håndværkerforeningen selv medierne og arrangerer fotos. Du kan op til arrangementet kontakte arrangørerne og fortælle, at din elev og/eller du selv gerne stiller op til interviews. Ofte laver arrangørerne også opslag på facebook, evt. med videoklip, som du kan dele på din egen eller virksomhedens facebookprofil.

Chancen for yderligere dækning stiger voldsomt, hvis man blot ringer til redaktionen og fortæller om din elev og spørger, om de vil komme ud og lave en historie om ham/hende. Det er endda hurtigere og chancen for, at de laver en længere artikel, er større.

Og igen: Journalisten vil gerne have, at du ringer. De bliver kontaktet hele dagen men vil langt hellere skrive om en dygtig, lokal elev end mange af de andre reklame-/markedsføringsidéer, som folk ringer til dem om.

Hvad kan DAG gøre?

Danske Anlægsgartnere er i færd med at udarbejdet et udkast til en pressemeddelelse, som du kan sende til lokalaviserne mv. Her skal elevens og virksomhedens navn blot skrives ind i teksten, som derefter er klar til at blive sendt. Ring til journalist Lars Thorsen (T: 61169394) hos Grønt Miljø og Danske Anlægsgartnere og hør nærmere.

DM I SKILLS:

En af dine elever er blevet udvalgt til at deltage i DM i Skills.

Din elev skal til DM i Skills! Det vil lokalavisen eller den lokale tv-station meget gerne høre om. Historien om den lokale, der skal ud og kæmpe om Danmarksmesterskabet skaber altid lokal stolthed.

Tit vil elevens skole lave noget pressemateriale eller selv kontakte medierne, men det betyder jo ikke, at din lokalavis hører om det, hvis der er langt fra din adresse til skolen. Derfor er det en fordel også selv at kontakte pressen.

Det handler ikke nødvendigvis om at kunne (eller gide) skrive en lang artikel. Lad gerne journalisten gøre arbejdet. Bare ring og fortæl, hvem du er, og at en af dine elever skal kæmpe med om at blive Danmarks bedste anlægsgartnerelev, og at du havde tænkt, at de ville være interesserede. Det er de nemlig og derefter er det op til dem, at finde på, hvordan de vil gribe det an. Der er flere indgangsvinkler til denne historie, fx et portræt af eleven med fotos fra arbejdet ude i den lokale virksomhed (din), et besøg på Skills undervejs eller efter arrangementet. Det hele kombineret med en snak om, hvorfor man skal vælge en erhvervsuddannelse.

Hvis du vil være mere aktiv, kan du selv sende en pressemeddelelse (evt. ud fra DAGs skabelon, HENT DEN HER) til lokale og regionale medier Det går hurtigt at finde mailadressen til redaktionen på deres hjemmeside og sende et par fotos og selve pressemeddelelsen.

…DIN ELEV HAR VUNDET SKILLS! (OG SKAL TIL EUROSKILLS)

Din elev er Danmarksmester og skal nu ud og kæmpe om Europamesterskabet!!

Hvad kan DAG gøre?

Danske Anlægsgartnere vil meget gerne hjælpe dig med at promovere din sejrende elev. Vi har tidligere haft held til at få afholdt en reception på den lokale kommunes rådhus med tale og håndtryk fra borgmesteren og tilstedeværelse af både lokalaviser og tv, og vi er også klar til at gøre en indsats for dig og din elev.

Lokalmedierne fra din og elevens kommune vil være mere end glade for at skrive om sejren.

Mht. EUROSKILLS er tv (som udgangspunkt) mindre relevant, da der ikke vil være gode, levende billeder til rådighed, og de næppe kommer til at tage turen til udlandet. Det vil lokalavisen heller ikke, men der bliver altid taget professionelle fotos, som de kan få dagen efter arrangementet. Det kan man fortælle journalisten og helt åben spørge, om de har lyst til at fortælle om det. Det har de nok. Sandsynligvis i form af et telefon-interview med elev og mester dagen efter. Giv dem et ring og hør, hvad de siger.

ET FLOT STYKKE ARBEJDE:

Du har lavet (eller skal til at lave) et fantastisk udeanlæg som er offentligt tilgængeligt.

Flotte udeanlæg er selvfølgelig dit arbejde. Men nogle gange er der alligevel tale om noget særligt, og det vil avisen gerne høre om.

Lokalaviser skriver som udgangspunkt helst om forandringer i lokalområdet, og her er et nyt grønt område, en renoveret plads eller lignende en af de mest konkrete og tydelige forandringer. Kort sagt – lokalmedierne er interesserede i dit arbejde.

Derfor skal du ikke være bleg for at ringe dem om og fortælle om projektet.

Du behøver ikke have en hel historie klar. Det er journalistens opgave. Du kan bare ringe og helt ærligt forklarer, at du ikke har stor erfaring med at kontakte pressen, men at I er meget stolte af et nyt udeanlæg, som i har lavet/laver/skal til at lave og at du gerne vil høre, hvem du skal snakke med.

Måske har de tid til at komme ud og fotografere og tale med dig eller med bygherren. Måske vil de have dig til at sende fotos og tekst. Her kan de fleste mobiltelefoner i dag tage fotos i acceptabel opløsning.

Alternativt kan du høre bygherren (kommunen/børnehaven/foreningen mv.), om de kontakter lokalavisen selv. Det er de ikke altid opmærksomme på at gøre, men det er en meget effektiv måde at få hul igennem til avisen. Det bliver nemlig ikke anset for reklame, modsat hvis en privat virksomhed ringer for at promovere deres eget arbejde.

Fremgangsmåde: Hør din kunde om, de har tænkt sig at kontakte medierne om anlægget. Hvis ikke, så spørg om du må. Ring derefter til den/de lokale avis(er) og spørg, hvem du skal tale med, og præsentér derefter anlægget og spørg, om de har lyst til at komme ud og se det og skrive om det, eller om de hellere vil have tekst og foto fra dig.

De fleste journalister elsker før/efter fotos, så sørg altid for at få taget fotos undervejs.

Teksten skal du ikke bekymre dig om. Ofte vil i fra bygherren have modtaget en beskrivelse af projektet, eller du kan selv forfatte 3-4 linjer om, hvad anlægget går ud på og hvilke materialer/planter der bliver brugt. Journalisten skal nok rette og omformulere, så du skal ikke bekymre dig om stavefejl eller at du ikke ved, hvad du skal skrive. Bare skriv, hvad du har gjort. Du har forandret de lokale omgivelser. Det er altid en god historie.

Husk også dit fagblad Grønt Miljø. Kontakt redaktør Søren Holgersen på sh@dag.dk.

Hvad kan DAG gøre?

Du er meget velkommen til at ringe til Markedsføringsudvalget eller til journalist hos Grønt Miljø og Danske Anlægsgartnere, Lars Thorsen (T: 61169394), og få et godt råd eller en dialog om, hvordan du bedst får udbredt kendskabet til dit projekt – med så lille indsats som muligt.