Nu også medaljer til anlægsgartnersvende i Aarhus
06-10-2021
Både Aarhus Haandværkerforening og Kjøbenhavns Haandværkerforening har i årtier afholdt en årlig medaljefest, hvor de bedste nyudlærte svende fra medlemsforeningerne hædres på rådhuset. 2021 var dog første gang, det også lykkedes at få anlægsgartnere på podiet i Aarhus, hvor faget ellers har været fast inventar i København i mange år.
Bronzemedalje-vinderne fra Aarhus var Anne Kim Toftgaard Poulsen og Oliver Nielsen, der begge er udlært hos tidligere DAG-landsformand Henrik Hoffmann i virksomheden Anlægsgartnerne H.Hoffmann A/S og har gået på JU Beder.
Henrik Hoffmann udtaler: “Vi gør alt for at beholde vores elever, for det er en enorm fordel at de kender vores normer og kvalitet og vores måde at arbejde på. Så hvis de er dygtige, vil jeg gerne beholde dem alle sammen. Og her er et arrangement som medaljefesten jo en ekstra gulerod i form af hæder og offentlig anerkendelse, som de kan se frem til, hvis de lægger sig i selen.”
I København var det Niklas Amdi Jensen og Freja Pi Møller, som fik sølvmedaljer for deres flotte svendeprøver. Begge har taget uddannelsen på RTS Vilvorde og har været i praktik hos hhv. Køge Bugt Anlægsgartner ApS og Anders Matthiessen ApS.
Stort tillykke til de unge og tak til DAGs medlemsvirksomheder for at være med til at løfte opgaven med at skaffe flere kompetente hænder til faget.