Anlægsgartnerelever fejret med pomp og pragt

22-05-2019

Borgmester Joy Mogensen (tv) og Roskilde Tekniske Skoles direktør Jesper Østrup (th) flankerer fire danmarksmestre. Fra venstre blomsterdekoratør Mia Neergaard Andreasen, bygningssnedker Steffen Slott Jørgensen og anlægsgartner-makkerparret Alexander Herluf Hansen og Kamilla Saltoft Finderup Andersen (fra henholdsvis ETK og Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard A/S).

Skillsvindere hyldes på Roskilde Rådhus

På initiativ fra DAG blev der den 17. maj afholdt en hyldestreception for de lokale vindere af Skills – DM for erhvervsuddannelser – på Roskilde Rådhus.

Her var DAG repræsenteret med både Uve Jessen og Robert Hein fra Uddannelsesudvalget samt direktør Michael Petersen og naturligvis anlægsgartnerelev og Danmarksmester Kamilla Saltoft Finderup Andersen, som er i praktik hos DAG-medlem Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard A/S.

Både Roskildes borgmester Joy Mogensen, direktør på Roskilde Tekniske Skole Jesper Østrup og Michael Petersen holdt tale ved rådhusarrangementet. Han uddyber her:

“DAG har jo taget initiativ til tilsvarende arrangementer for de tidligere Skills-vindere og vil gøre det samme, hver gang et DAG-medlems elev vinder Skills. Og heldigvis oplever vi en enorm lydhørhed fra både skoler og politikere. Lokalmedierne tropper op hver gang, og faktisk takkede Joy Mogensen os for initiativet. Det er vi glade for, for det er vigtigt, at vi igen og igen fastslår, at her er nogle unge mennesker, som vi virkelig skal være stolte af, det er danmarks bedste elever, og det må man tage hatten af for.”

Årets bedste anlægsgartnerelever fra Københavns kreds gav solide håndtryk til HM Dronning Margrethe 

Signe Bay Ibsen fra Kjærsgaard Anlægsgartner bliver lykønsket af hendes majestæt dronningen for sin imponerende indsats.

Hvert forår afholder Håndværkerforeningen København såkaldt “Medaljefest” på Københavns Rådhus, hvor byens overborgmester men sågar også HM Dronning Margrethe sidder klar til at lykønske de allerbedste erhvervsskoleelever i København.

Blandt anlægsgartnereleverne gik æren i år til Signe Bay Ibsen fra Kjærsgaard Anlægsgartner og Martin Hiort Lorentzen fra F.J. Poulsen A/S.

Formand i DAGs Københavns Kreds – Søren Sømod – var med til at udpege de to medaljevindere blandt mange kompetente elever og han forklarer her, hvordan medaljetildelingen foregår:

Martin Hiort Lorentzen var den anden anlægsgartnelev, der deltog ved håndværkerforeningen i Københavns Medaljefest. Han er blevet uddannet hos F.J. Poulsen A/S

“Nogle fag, eksempelvis elektrikerne, uddeler jo medaljer til 13 elever, mens vi kun uddeler 2 og helst 1 til en elev med speciale i plejeteknik og 1 til en elev med speciale i anlægsteknik. Det skyldes, at vi er et mindre fag end mange af de andre, men især at vi synes, at medaljen skal være noget særligt. Og bedømmelsen er naturligvis baseret på svendeprøven, men der er jo flere der får 12, så vi evaluerer også hele deres skoletid og deres praktiktid og ser på det samlede billede,” forklarer Søren Sømod.

Stort tillykke herfra til de dygtige elever og alle de engagerede medlemsvirksomheder, som er med til at løfte deres del af ansvaret for faget og fremtiden!