Artikel om elev-mangel kaster lys på faget

06-10-2021

Vi skal have flere hænder til faget! Læs artiklen som pdf ved at klikke på billedet.

Læs hele artiklen i rå tekst nedenfor eller hent avisens version HER (hvor de sidste sætninger dog mangler)

“Stor mangel på anlægsgartnere er en udfordring”

Der er generelt mangel på anlægsgartnere i Danmark, og det kan godt blive et problem i et marked, der boomer.

Af journalist Louise Holmgaard Nielsen

Der er riftom unge med grønne fingre. Anlægsgartnere har travlt som aldrig før i en tid, hvor folk har fået flere penge mellem hænderne, og corona har givet folk fornyet glæde for haver og andre udearealer. Men det lægger et pres på virksomhederne, som mangler hænder.

Denne udfordring ser de også hos Birkely A/ S.

“Lige nu er branchens største udfordring at få kvalificeret, faglært arbejdskraft. Arbejdet er der og kommer af sig selv, så vi kunne godt bruge nogle flere, men vi ved, at de ikke er derude, fordi så skal vi til at plukke hos vores konkurrenter, og den krig ønsker vi ikke at tage,” fortæller John Møller Pedersen, driftsleder hos Birkely A/ S.

De mange ordrer kommer altså i en tid, hvor der er mangel på elever. Hos Birkely A/ S har man normalt taget tre elever ind ad gangen, men i øjeblikket har de seks elever for at ruste sig bedst muligt til fremtiden.

“Vi har en strategi, der hedder, at hvad vi ikke kan få udefra, må vi have nedefra. Hvilket vil sige, at vi skal have tre elever, men lige nu har vi seks. Det kan godt være svært at have så mange elever. De skal på skole, det er dyrt, om vinteren kan vi ikke sende dem hjem, og de skal læres op, men vi ved bare, at vi bliver nødt til at kunne udklække en til to elever hvert eneste år. På den måde skoler vi vores egne folk helt nede fra. Det er en strategi, der er ganske fornuftig at have, og næsten alle vores elever fortsætter,” fortæller John Møller Pedersen.

50 virksomheder på venteliste

Den samme efterspørgsel ses i resten af branchen.

“Der er ingen tvivl om, at der er vanvittigt travlt,” fortæller Michael Petersen, direktør i brancheforeningen Danske Anlægsgartnere. “Nogle af vores medlemmer er begyndt at booke opgaver ind til næste sommer. Det er langt ud i fremtiden. Sådan har det været i noget tid,” fortsætter han.

Det er der ifølge direktøren to årsager til. Den ene er, at der generelt er mangel på unge, som vælger en håndværkeruddannelse. I anlægsgartnerbranchen har de 50 virksomheder, som lige nu står på venteliste for at få lærlinge ind. Det vil sige, de har en efterspørgsel på 50 elever. Den anden grund er, at der er kommet øget opmærksomhed på branchen. Det er til dels sket under corona, hvor der har været et stort fokus på grønne områder både privat og i det offentlige. Det skyldes også, at der kommer mere fokus på klima og løsninger mod klimaforandringerne.

Behovet bliver kun større

Det er et problem, der ikke sådan lige forsvinder i den nærmeste fremtid, og derfor peger Michael Petersen også på en løsning, som skal komme fra politisk side. For et eller andet skal der gøres for at tiltrække flere til faget. Der er nemlig ingen tvivl om, ifølge ham, at behovet bliver større og ikke mindre i fremtiden.

“Vi kan godt sidde og klage og klynke, men vi er nødt til at gøre noget selv. Det er vigtigt, at man fra politisk hold kigger på det her. Det er en politisk indsats, der skal gøres,” forklarer Michael Petersen.

Hos Danske Anlægsgartnere forsøger de også at markedsføre sig ved at arbejde sammen med blandt andre landets erhvervsskoler og landskabsarkitekter for at vise, hvor mange muligheder der egentlig er, når man vælger et fag som anlægsgartner.

“Nogle af vores medlemmer er begyndt at booke opgaver ind til næste sommer. Det er langt ud i fremtiden. Sådan har det været i noget tid.”