Flere danskere har smerter på jobbet

16-05-2017

Mere end hver tredje dansker er ramt af smerter på jobbet. Den gruppe, der er hårdest ramt, er malere efterfulgt af frisører og kosmetologer samt gartnere og landmænd, skriver Avisen.dk.

Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har kortlagt arbejdsmiljø og helbred efter interview med 50.000 lønmodtagere i forskellige fag.

Undersøgelsen viser, at andelen af lønmodtagere med muskel-skeletbesvær er steget med 14,8 % i perioden 2012-2016.

Landbrug og gartneri (inkl anlægsgartnere) ligger på 3. pladsen inden for alle fag, når det handler om at være træt efter arbejdet. Tallet er steget fra godt 60 til 70% inden for 4 år. Tallet er også højt, når lønmodtagerne svarer på, om de har været begrænset i arbejdet på grund af smerter. Her er tallet for Landbrug og gartneri 70% – en stigning på næsten 20 % på 4 år. Generelt er det et problem hos kvinder fra 18 og 24 år og mænd mellem 35 og 55 år.

Belastningsindeks for psykisk arbejdsmiljø og muskel-skeletbesvær 2016, Det Nationale Center for Arbejdsmiljø.

http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/~/media/Projekter/AH2016/Opgrelse-af-belastningsindeks-for-psykisk-arbejdsmilj-og-muskelskeletbesvaer-2016.pdf