Green Cities oplæg til Grøn Norm er lanceret i 13-EU lande

27-04-2021

Tidligt på året blev kampagnen More Green Cities for Europe lanceret i 13 EU lande. Og et af de redskaber deltagerlandene skal arbejde med i de kommende tre år er det oplæg til Grøn Norm, som den danske del af Green Cities projektet – hvor DAG er partner – udgav i 2020.

“Det er en stor cadeau til den danske indsats, at ENA (European Nurserystock Association) besluttede at finansiere en oversættelse af den danske norm i målet om, at den kan blive et redskab for alle 13 lande i det kommende projekt,” siger Henning Roed, formand Danske Planteskoler og projektejer.

Henning Roed tilføjer, at oplægget til en Grøn Norm også har været en vigtig løftestang i den omfattende projektansøgning for det nye projekt ´More Green Cities for Europe` som ENA i slutningen af 2020 fik godkendt af CHAFEA (Consumers, Health, Agriculture and Food Executive Agency).

Grøn Norm præsenterer ti metoder til mere og bedre bynatur – og viser en række eksempler på, hvordan kommuner i dag arbejder med bynatur i Danmark og i en række andre lande. Værktøjerne i Grøn Norm er baseret på et samspil mellem videnskab og dokumenteret erfaring – og berører politik, byplanlægning, design og den daglige drift. I den kommende projektperiode vil Green Cities, Danmark indgå i dialog med kommuner, byplanlæggere, politikere og andre interessenter for at udbrede og drøfte elementerne i Grøn Norm.

“Vi deltager i en række konferencer og udstillinger, hvor vi kan komme i dialog med vores målgrupper – og vi planlægger møder med ledende medarbejdere og politikere i kommunerne,” siger Henning Roed og fortsætter: “Kommunerne vil gerne være grønnere og ønsker mere og bedre bynatur – men de mangler ofte konkrete retningslinjer og værktøjer. Og da konkurrencen om de ledige kvadratmeter i byerne er hård – kan det resultere i, at grønne initiativer nedprioriteres. Vores mål er, at der på landsplan indføres en grøn norm, som skal indarbejdes i alle lokalplaner.”

Hent Grøn Norm

Grøn Norm kan hentes her engelsk  – dansk

Fakta

Den nye kampagne, der kører til udgangen af 2023,  er en forsættelse af Green Cities for a Sustainable Europe, der løb fra 2018 til udgangen af 2020.

More Green Cities for Europe´ kører i følgende 13 lande:

Belgien, Bulgarien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Polen, Portugal og Sverige. De første seks nævnte lande var også en del af ´Green Cities for a Sustainable Europe`.