Have & Landskab flytter

07-08-2024

Kære alle med interesse i udstillingen Have & Landskab

Om 14 måneder er det igen tid til at afholde Have & Landskab, denne gang vil det være den 17. udstilling af slagsen.

I mere end 15 år har Have & Landskab har haft til huse i Slagelse på arealerne ved Jernbjerggaard.

Vi har haft et godt og givende samarbejde igennem alle årene med erhvervsskolen, som først hed Selandia og siden ZBC. Sammen med skolens ledelse og lærerkræfter har vi over tid udviklet udstillingen således at Have & Landskab har fået sin helt egen identitet på stedet. Kendt af fagfolk og brancher med interesse for faget.

Men desværre tillader arealerne på og omkring Jernbjerggaard ikke længere, at vi kan huse de mange besøgende og i særlig grad deres biler.

Det er derfor med vemod, men også ydmyghed og stolthed over at vi, i et omskifteligt marked, har formået at udvikle os til det Have & Landskab er i dag, at vi nu har valgt at sætte en ny kurs for de kommende udstillinger.

Have & Landskab vil i 2025 blive afholdt på Ledreborg slot i Lejre, og datoerne for udstillingen vil være 3. 4. og 5. september 2025.

Vi glæder os meget til at udfolde dette nye og spændende sted, hvor arealerne, de historiske rammer og det professionelle ”set-up” helt sikkert vil bidrage og sende Skandinaviens største udstilling for uderummets fagfolk mod nye faglige højder og skabe endnu flere succesfulde møder på tværs af branchen.

Der vil i uge 32 komme en officiel pressemeddelelse, her vil der ligeledes blive udsendt invitationer til alle eksisterende udstillere om at komme til informationsdag på Ledreborg, som vil blive afholdt i uge 36, 37 og 38.

 

Med venlig hilsen

Have & Landskab Bestyrelse

 

Er der spørgsmål til ovenstående er I velkommen til at kontakte

Formand Joel Klerk – mob. 40 46 07 81

Udstillingsleder Dina Overgaard – mob. 53 60 38 30