Partnerskabet med Herlev Kommune forlænges 3 år

09-02-2022

På billedet ses fra venstre: Uddannelseschef på Roskilde Tekniske Skole Niels-Ole Vibo Jensen, Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen, Danske Anlægsgartneres direktør Michael Petersen og administrerende direktør i OKNygaard Ole Kjærgaard. (klik for større foto)

Partnerskabet med Herlev Kommune forlænges – det skaber synlighed om den grønne branche hos de unge.

Igennem de sidste 3 år har Danske Anlægsgartnere været en del af et partnerskab med bl.a. Herlev Kommune, hvor formålet har været at få anlægsgartnerfaget ind i folkeskolen og skabe bedre forhold til eleverne i skolegården.

Partnerskabet mellem Herlev Kommune, OKNygaard, Roskilde Tekniske Skole og DAG har været med til at give Herlev kommunes 5 skoler en mere grøn skolegård. Eleverne fra folkeskolerne har selv været med til at sørge for det, da de har været en del af det udførende anlægsarbejde i samarbejde med OKNyggard og grundforløbselever fra Roskilde Tekniske Skole.

Arbejdet med branchens fag skulle på sigt gerne give flere unge Herlevborgere lyst til en uddannelse inden for den grønne branche. Og resultatet er allerede synligt, statistikken viser nemlig at, der er startet flere elever på anlægsgartneruddannelsen fra Herlev Kommune inden for de sidste 3 år. Det i sig selv er en god historie, så der har ikke været tvivl om, at partnerskabet skulle forlænges.

Det blev det med en officiel ceremoni mandag d. 31. januar 2022, hvor alle 4 parter skrev under på en 3-årig forlængelse af partnerskabet. I de næste 3 år skal der igen stilles skarpt på at få eleverne ud i det grønne og det grønne ind i undervisningen i Herlev Kommune.

Se også dækningen i Herlev-Bladet HER.