Poul Erik Brander er død, 85 år
24-05-2022
Poul Erik Brander døde fredag den 20. maj, 85 år.
Han var kendt som fagets plantefaglige ankermand, ikke mindst som hovedpersonen bag bøgerne Træer og Buske i By og Land hvor bind 1 om landskabets og parkens slægter udkom i 2010 og bind 2 om havens slægter kom sidste år. De to bind opsamlede meget af den kundskab Poul Erik Brander havde samlet livet igennem.
Han var uddannet som hortonom og fik siden en magistergrad i botanik fra University of London. I 40 år ledede han forskningsarbejdet med udvikling og selektion af landskabs- og haveplanter ved Danmarks Jordbrugsforskning, nu en del af Aarhus Universitet.
Poul Erik Brander, født i Brovst 11. januar 1937, begraves i Aars Kirke fredag den 27. maj kl. 13.
Ære været hans minde.