Sygdom før og under ferie

30-06-2024

Som arbejdsgiver er det vigtigt at kende forskellen på, hvordan sygdom før og under ferie håndteres, da dette har betydelige konsekvenser for både medarbejderen og virksomheden.

Sygdom inden ferien starter

Når en medarbejder bliver syg inden sin planlagte ferie, har medarbejderen ikke pligt til at begynde ferien. Med andre ord har medarbejderen altså ret til at få sin ferie aflyst, og dermed afholdt på et andet tidspunkt.

Medarbejderen skal huske at få anmeldt sygdom til arbejdsgiver. Medarbejderen vil herefter have ret til at holde ferien på et andet tidspunkt. 

Sygdom i ferien

Hvis medarbejderen bliver syg under sin ferie, har vedkommende ret til erstatningsferie – men først efter fem sygedage (karensdage), forudsat at sygdommen anmeldes og dokumenteres korrekt. En medarbejder, som ikke har været ansat i virksomheden i hele ferieåret, har ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage.

Under “karensdagene” afholdes ferie på normal vis. Hvis sygdommen varer længere end karensdagene, har medarbejderen ret til at få erstattet de efterfølgende feriedage, der er påvirket af sygdommen.

Medarbejderen skal sørge for at sygemelde sig på normal vis, og hvis arbejdsgiver anmoder om det skal sygefraværet dokumenteres. Medarbejderen skal selv betale for den lægelige dokumentation.

Hvis en medarbejder sygemelder sig efter at dennes ferie er påbegyndt, er det derfor afgørende at medarbejderen pålægges at fremlægge dokumentation for dette i form af en lægeerklæring. Sørg for at anmode medarbejderen om dette på skrift, så I kan dokumentere, at I har bedt om dokumentationen.

Bliver medarbejderen rask, før den planlagte ferieperiode er ovre, har medarbejderen ret til i forlængelse af sin raskmelding at holde den resterende del af den planlagte ferieperiode, såfremt medarbejderen ved sin raskmelding giver besked herom.

Ved opgørelsen af den erstatningsferie, som medarbejderen har ret til, ses bort fra sygedage forud for den dag, hvor medarbejderen giver arbejdsgiveren meddelelse om sygdommen, medmindre manglende meddelelse ikke kan bebrejdes lønmodtageren.

Som medlem af Danske Anlægsgartnere kan du kontakte DAG’s jurister på tlf. 33 860 860 og få nærmere rådgivning om blandt andet ferie og karensdage.