Uddannelseskonsulentens første måned

02-10-2019

Efter at have været ansat i Danske Anlægsgartnere i en måneds tid, er det vel på sin plads at gøre en status for, hvad jeg har lært og oplevet siden jeg startede.

Først og fremmest var det en lettelse at finde ud af, at der faktisk findes fantastiske kollegaer andre steder end på mit tidligere job. Jeg har følt mig velkommen fra dag 1, både af dem på sekretariatet og de forskellige samarbejdspartnere og udvalg jeg har mødt.

Masser af udvalg

Dernæst har jeg lært, at der skal holdes styr på en masse forskellige udvalg, hvor mange af de samme personer går igen. Der går nok lige en måneds tid eller to eller mere, før jeg har styr på dem alle.

Jeg har mødt medlemmer fra bestyrelsen, de forskellige udvalg, et par virksomheder samt repræsentanterne fra 3F, SMVdanmark og Det Faglige Udvalg. Jeg fik sneget mig med til et LUU– (Lokale UddannelsesUdvalg)-møde hos ZBC. Planen er jeg skal rundt til alle LUU’er på hovedskolerne, så jeg kan se hvad de forskellige udvalg arbejder med på de forskellige skoler. Det bliver super spændende.

Der er lang vej endnu, før det endelige overblik indtræffer. Dermed ikke sagt jeg er langsomt opfattende, men med den brede vifte jeg skal spænde over, så går det lidt tid før det hele er på plads.

Jeg ser under alle omstændigheder frem til at møde jer alle i en eller anden sammenhæng derude og håber jeg kan være behjælpelig når I står og har brug for mig.

Mange hilsner

 

Julie Thorup Vesterlyng